Diorama-dagbogen

Et diorama er i denne sammenhæng en traditionel måde at udstille udstoppede dyr i naturlige positurer, og i et naturtro habitat, beskyttet bag glas. Dioramaer blev udbredt på museer i slutningen af 1800-taller og op gennem 1900-tallet, hvor de var datidens fremmeste måde at formidle på – særligt før farvefotos og film blev udbredt – og var længe det vigtigste værktøj til at give publikum en oplevelse af at være helt tæt på eksotiske dyr i samspil med deres omgivelser.

Før arbejdet med at demontere dioramaerne kunne begynde, måtte de tunge frontglas fjernes. Det krævede flere personer i sikkerhedsudstyr, der hver løftede i specielle sugekopper med håndtag. Herefter kunne en minutiøs registrering foretages: Faciliteret af udstillingsafdelingen blev 3D-scanninger og fotogrammetri af dioramaerne udført. Museet kan bruge dette til at have helt unikke perspektiver i arbejdet med nedtagningen, og digital adgang til dioramaerne åbner for endnu flere muligheder.

Efter scanningen kunne konservatorteamet påbegynde deres egen dokumentation. Der blev taget mange detaljefotografier, opmålt dimensioner, og nu kunne man nærstudere den malede baggrund, de kunstige og den naturlig staffage etc. Der blev lavet tilstandsvurderinger for det hele, og her anvendtes en skabelon særligt tilpasset dioramaer, for at sikre en effektiv og ensartet registreringsmetode.

Det tog ugevis at gennemgå alle dioramaernes detaljer grundigt, og arbejdet omfattede også en historisk research: ved at studere arkiverne med arbejdsdokumenter, fotografier og skalamodeller, og kombinere det med interviews af de tidligere konservatorer der havde opbygget dioramaet, kunne vi meget nøjagtigt dokumentere dioramaets tilblivelse, herunder hvilke tanker der lå bag forskellige materialevalg og virkemåder – fx spejleffekter, perspektiver etc.

Opgaven med at afmontere genstande og udstoppede dyr fra dioramaet viste sig at være udfordrende. Der var ganske trænge vilkår inde i flere af de tætpakkede dioramaer, så man måtte navigere sig omhyggeligt og stå i svære arbejdsstillinger for ikke at skade de mange skrøbelige objekter. En kompleks og logistisk udfordring der krævede god kommunikation og grundig forberedelse. Samtidig var nogle af de udstoppede dyr konstrueret på den ”gammeldags” facon, dvs. med en meget tung indre mannequin af gips. Det gjaldt f.eks. sumatranæsehornet, der samtidig sad så godt fast i underlaget (halvrustne og skæve bolte) at vi måtte have en mobil mekanisk kran til hjælp – uden at beskadige hverken næsehornet eller de mange andre genstande i dioramaet!

Mange af de øvrige genstande der efterfølgende blev nedtaget i dioramaet var skrøbelige. Nogle blev demonteret for at få adgang, andre blev skånsomt pakket ind og sikret in situ mens vi arbejdede med at fjerne næsehornet. En del af de kunstige planter var virkelig skrøbelige. De var specialfremstillet til at afspejle floraen i de specifikke habitater, så der var både afstøbninger af planter fra Botaniske haver, og rekonstruerede modeller, kreativt sammensat af mange forskellige materialer. Flere af disse regner vi med at genbruge i kommende udstillinger, mens andre klarificeres som kulturhistorie/konserveringshistorie og gemmes for eftertiden. 

Under det begrænsede lys i de tropiske dioramaer så de fleste genstande umiddelbart ud til at være I god stand, men da vi fik adgang og fik etableret et godt arbejdslys blev det tydeligt at meget var nedbrudt og måtte stabiliseres.

Særligt slemt stod det til for den udstoppede okapi, som havde tydelige revner i syningerne. Konservator Nicole Feldman anvendte BEVA 371 kombineret med japansk silkepapir for at stabilisere området omkring syningen, og sørgede dermed samtidig for at det æstetiske udtryk blev genskabt – på afstand kan man nu knap nok se den gamle skade. Revnedannelsen var i øvrigt et resultat af en periode med meget tørt klima (grundet varmelukning om vinteren) i udstillingerne i 1980’erne.

Orangutangerne havde løse totter af pels og havde tabt en del hår, så mannequinen flere steder var synlig gennem revner i skindet. Konservator Anastasia van Gaver udførte arbejdet med at udfylde revner og airbrushmale de rekonstruerede områder.

Hvis du vil læse mere om specifikt konserveringsarbejde på genstande så kig her.