Hvordan kan man måle dyrs intelligens?

spørger Johan Hvidberg, 8 år, Hellerup

Det kan man sådan set ikke. Det skyldes, at det vi kalder intelligens hos dyr som regel er noget andet, end hvad vi kender fra os selv. Det er ikke en gang alle forskere, der er enige om, at det giver mening at måle menneskers intelligens og angive det med et tal, den såkaldte IK (eller IQ) for IntelligensKvotient, da intelligens kan være så mange forskellige ting selv for os.

Nogle af os er for eksempel meget dygtige til at opfatte rumlige figurer eller er dygtige matematikere, andre er måske særligt dygtige til at opfatte andre menneskers sindsstemninger eller er ualmindeligt dygtige håndværkere. Man kan sige, at der er tale om mange forskellige evner, og at nogle af dem kræver, man er dygtig til at løse opgaver og udfordringer med sine logiske evner. Det er som regel denne form for abstrakt tænkning, som fremhæves som særligt udviklet hos vores egen art.

Kigger vi os omkring i dyreriget, er der arter, som vi umiddelbart synes må have særligt veludviklede evner, som kan minde om intelligens - eller måske ligefrem er tegn på intelligens. Tandhvaler som for eksempel delfiner og spækhuggere har relativt store hjerner, og de ser ud til at have gode evner for at samarbejde om at fange bytte. Nogle delfinflokke jager fisk ind på lavt vand, hvor de er lette at fange, og spækhuggere kan samarbejde om at skubbe sæler ned fra isflager.

Men det vil blive meget svært at vurdere, om de også kan tænke abstrakt på en måde, der minder om vores egen. Måske giver spørgsmålet slet ingen mening. Hvalerne lever nu en gang et helt andet liv end vi gør, og de skal klare nogle helt andre udfordringer. De er nok ligeglade med matematik.

Chimpanser og bonoboer (dværgchimpanser) er vores nærmeste slægtninge. Det er ikke mere end 5-6 millioner år siden, at den sidste fælles forfader til chimpansen-bonobo-udvilkingslinjen og til menneskets udviklingslinje levede. Når man ser film om chimpanser eller ser dem i zoologisk have, er det nok de færreste der ikke kan lade være med at genkende lidt af sig selv i deres adfærd, og det kunne man vælge at tolke som et tegn på en vis form for intelligens.

Man ved, at aber kan bruge redskaber. De kan for eksempel bruge pinde til at fiske termitter ud af termitboer, og de kan bruge sten og grene til at knuse hårde nødder. I fangenskab har man kunnet lære nogle af dem simple tegnsprog, og de har vist evner for at løse problemer som for eksempel at stable kasser oven på hinanden for at kunne nå bananer, der er hængt op under taget.

For at kunne tale om intelligens som vores egen, må man næsten kræve, at dyrene har en eller anden form for selvbevidsthed. Og det har både chimpanser og delfiner. Hvis man limer et mærke fast i panden på en chimpanse og placerer den foran et spejl, rækker den med det samme hånden op til mærket: den kan se, at mærket sidder i dens egen pande. Hvis man placerer et mærke et eller andet sted på en delfin og sænker et spejl ned til den, vil den svømme hen og lægge sig foran spejlet, så den bedst kan se mærket. Laver man samme forsøg med andre dyr, vil langt de fleste kun have øje for spejlbilledet, som de sandsynligvis opfatter som et andet individ. De kan slet ikke opfatte, at det er dem selv, de kigger på, og de aner ikke, at mærket sidder i deres egen pande.