Hvordan fungerer selvlysende ure?

spørger Kristian T.L. Berg, 10 år 

"Hej professor. Min far har et ur, hvor vi kan se de selvlysende visere, når vi slukker lyset om aftenen. Hvordan kan det lade sig gøre?"

Urets visere lyser, fordi de er malet med selvlysende maling. Der er nogle stoffer i den selvlysende maling, som fanger og "holder på" lysenergien fra jeres lamper og Solen. De slipper først langsomt lysenergien fri igen, når det er blevet mørkt.

Selvlysende maling udnytter, at der er energi i lys. Når lyset rammer malingen, holder stofferne på noget af energien i kort tid, og sender den tilbage igen. Der findes en del stoffer, som kan opfange lysets energi og sende det tilbage igen. Normalt bliver lysets energi kastet tilbage med det samme. Men nogle selvlysende stoffer som zinksulfid og strontiumaluminat kan "holde på" lysenergien i flere timer efter, at de er blevet oplyst.
De slipper kun langsomt lysets energi fri igen. Derfor lyser de op længe efter, at lyset er slukket om aftenen. Måske har I lagt mærke til, at lyset fra viserne bliver svagere og svagere, efter at det er blevet mørkt? Det er fordi stofferne i malingen langsomt bliver tømt for lysenergi.

De stoffer, man bruger i nutiden til selvlysende maling, er fuldstændig ufarlige. Men indtil 1960erne blandede man faktisk det radioaktive stof radium i malingen. Radioaktive stoffer udsender af sig selv stråling, der kan få malingen til at lyse op - uden brug af lysenergi. Man holdt op med at bruge radium, fordi de kvinder, der malede urviserne, tit fik kræft af den farlige, radioaktive stråling. Gamle ure med radium-maling på viserne er dog helt ufarlige at gå med. Det er, fordi strålingen ikke kan trænge igennem glasset på uret. Man bruger faktisk stadig radioaktive stoffer til særlige ure, hvor viserne skal kunne lyse op uden at få lysenergi først. For eksempel bruger dykkere og soldater, der skal kæmpe om natten, sådanne ure. Her bruger man dog de helt ufarlige radioaktive stoffer tritium og promethium.