Jeg har hørt, at menneskets øjne er hvide, så vi bedre kan kommunikere med hinanden. Kan det virkelig passe?
spørger M. Jensen, Nordsjælland.
Du tænker på det hvide øjeæble. Øjet fungerer som et kamera, hvor lyset ledes gennem et hul, pupillen, og ind til de sanseceller, der reagerer på lys og farver. Omkring pupillen ligger den farvede iris, som er med til at regulere lysmængden, og rundt om iris kan man tydeligt se det hvide øjeæble. Fordi øjeæblet er hvidt, er iris særligt påfaldende, og det er f.eks. let at afgøre, hvad en person kigger på, bare ved at kaste et hurtigt blik på vedkommendes øjne, som omgående afslører blikkets retning.
Der er ingen som helst tvivl om, at mere eller mindre bevidste signaler formet med vores øjne spiller en vigtig rolle for vores samliv med andre artsfæller. I en nylig tv-debat havde præsident Obama f.eks. svært ved at holde øjenkontakt med sin rival Mitt Romney, og det gav anledning til talrige artikler og spekulationer over, hvad årsagen kunne være til det manglende faste blik. Man skal ikke have læst mange bøger eller set mange film for at opdage, hvor stor vægt der lægges på blikket som et sigende billede på vores sindstilstand, hvor man f.eks. kan slå blikket ned som en bly viol, stirre ondt eller flakke skræmt med blikket.
Vi mennesker – og muligvis også visse andre arter – har en fornemmelse for, hvad der foregår inde i hovedet på vores artsfæller. Vi kan aflæse følelser og hensigter og er i stand til at sætte os ind i dem og forstå dem. Blikket hjælper os godt med at aflæse andres indre tanker. Og man behøver ikke at give sit humør eller hensigter ord med på vejen, blikket siger som regel rigeligt. Den tavse kommunikation spiller nogle gange en uhyre vigtig rolle. For vores forfædre har det sikkert været nyttigt at kunne enes om, hvordan og hvorfra man skulle angribe et farligt bytte uden at veksle ord, og i mange situationer er blikkets retning mindst lige så vigtig for kommunikationen som det, man siger med ord, man får hurtigt og entydigt bragt budskabet videre. Man kaster helt automatisk et blik i samme retning som ens samtalepartner.
Det kan vi netop fordi, vi har hvide øjeæbler. Hos chimpanser kan det være lidt sværere at afgøre, hvor de enkelte individer kigger hen. Deres øjeæbler er mørke og gør den brune iris meget mindre iøjnefaldende end hos mennesker. Det er ikke fordi, de ikke kommunikerer indbyrdes, det gør de i rigt mål, men det sker ofte på andre måder med lyd og gestus, og et direkte stirrende blik anses som regel for tegn på aggression.
En gruppe forskere fra et Max Planck-institut i Tyskland har undersøgt sagen nærmere. De gennemførte et forsøg, hvor man lod en forsøgsleder kigge opad mod loftet på tre forskellige måder: enten ved at dreje hovedet opad med lukkede øjne, ved blot at løfte blikket (dreje øjnene opad) uden at dreje hovedet eller endelig ved både at dreje hovedet opad og kigge med øjnene. Nogle gange gjorde han intet, men stirrede lige frem for at sikre sig, at resultaterne ikke bare var tilfældige.
Forsøgspersonerne var 11 chimpanser, fire bonoboer og fire gorillaer, med andre ord vores tre nærmeste nulevende slægtninge. Det viste sig, at de især fulgte forsøgslederens blik, når han bevægede hovedet, øjnenes synsretning spillede en mindre rolle. Hvis han f.eks. kiggede mod loftet med både hoved og åbne øjne, reagerede menneskeaberne og kiggede i samme retning i mere af halvdelen af forsøgene. Kiggede han med øjnene uden at dreje hovedet, fulgte de kun hans blik i hvert ottende forsøg.
Så gjorde man de samme forsøg med 40 børn, 20 etårige og 20 på halvandet år. Alle børnene reagerede først og fremmest på blikkets retning, altså hvor forsøgslederens øjne kiggede hen. Hvis øjnene derimod var lukkede, og han kun drejede hovedet opad, reagerede børnene kun sjældent, cirka en gang ud af tyve. De ældste børn fulgte oftere blikket, hvilket kunne tyde på, at man lærer at følge andres blik under opvæksten.
Hos en art makak fra øen Celebes, en slægtning til berberaben på Gibraltar, har man vist, at aberne sjældent følger artsfællers blik, undtagen når de kender hinanden godt og omgås som gode venner. Når det er tilfældet, fanger de hinandens blikretning og bliver ofte opmærksomme på de samme ting, f.eks. lækkerbiskener som lægges ud til dem. Grunden til, at det kun sker blandt venner, er nok den, at der hersker et strengt hierarki i flokken, og aberne derfor kun tør følge et blik, hvis det sendes af en ven. Følger man blikket fra de dominante aber, kan det hurtigt give anledning til slagsmål.
Det er ikke bare aber og menneskeaber, der følger artsfællers blik, man har også set det hos så forskellige dyr som ged, ravn, allike, den sjældne eremitibis og sågar en art skildpadde. Hunde følger kun sjældent blikket hos andre hunde eller deres ejere. Det kan ulve til gengæld lære, hvis de vokser op med menneskeligt selskab. I et forsøg med ni ulve, der var blevet passet af mennesker fra de var 10 dage gamle, kunne seks af ungerne følge deres menneskevenners blik, da de var 14 uger gamle, og 23 uger gamle kiggede de alle med. Måske skyldes forskellen på hunde og ulve, at vi har fremavlet hunde på en måde, så de bedre passer ind i vores hverdag, og evnen til at aflæse vores hensigter ved at studere vores mimik har sikkert været en vigtig forudsætning for et fredeligt samliv. Ulve, som naturligt lever i små flokke og jager i fællesskab, er nok vant til at skulle koncentrere sig om at opspore og dræbe det samme bytte, og her spiller evnen til at følge et blik en vigtig rolle. Omvendt er hunde gode til at lære at følge retningen af en pegende finger, men det er nok ikke noget, en ulv nogensinde vil støde på i naturen.