Er det sandt, at egern ikke har nogen venner i skoven?

spørger Noah Thom, Frederiksberg

Jeg har hørt, at egern ikke har nogen venner i skoven. Er det sandt?

Det var et sjovt udtryk, men jeg må indrømme, at jeg aldrig har hørt det før, og jeg kan heller ikke lige finde noget på nettet, der lyder i den retning. Men derfor kan det jo alligevel være et udtryk, som bruges i visse kredse. Jeg har til gengæld hørt, at egern skulle være skovens gode humør, og det kan man vel egentlig godt forstå, hvis man nogensinde har mødt et egern.

Egern er meget aktive, nærmest rastløse, og springer fra gren til gren, hvis de ikke lige sidder og piller kogler fra hinanden. De er hele tiden i gang, og selv når de sidder stille, rykker det i halen. Man kan endda komme ud for, at de skælder ud, hvis man kommer for tæt på. De er ikke særlig bange for os mennesker, og i byernes parker kan de blive helt tamme og tage foder direkte fra hånden.

Måske er der folk, der mener, at egern ikke har nogen venner, fordi de faktisk er altædende. Normalt forbinder vi dyret med en kost af nødder og frø fra grantræer, men en gang imellem suppleres der med mere proteinholdig føde fra insekter til fugleæg og -unger. Måske er der nogle, der kan huske, at man en gang fik skydepræmier for hver egernhale, man indleverede. I gamle dage blev egern anset for skadedyr, der kunne ødelægge træernes vækst ved at gnave i grene og knopper.

Gennem flere år var den jaget bytte, og det er måske det, man mener med, at den ikke skulle have nogle venner i skoven, altså menneskevenner. I dag er den fredet og må ikke skydes eller fanges i fælder, og der er - heldigvis, synes jeg - mange af dem igen. Jeg får for eksempel besøg flere gange hver dag i min egen have.