Hvorfor kan man have to forskellige øjenfarver?

Spørger Inge fra Stilling

Hvorfor kan man have to forskellige øjenfarver, f.eks. et brunt og et blåt øje? Man lærer ellers i skolen, at brunt altid dominerer over blåt.

For at tage genetikken først: Det er rigtigt, at man mange steder kan læse, at øjenfarven afgøres af, hvilke udgaver af to forskellige gener, man arver fra sine forældre, og at brunt dominerer over blåt. Men det er en sandhed med modifikationer, som nok har ført til alvorlige samtaler, når børn er blevet født med uventede øjenfarver.

Heldigvis er arvegangen meget mere kompliceret. Dels kan man have mange andre farver end bare brun og blå (hvor blå faktisk er mangel på det brunlige farvestof melanin, som fører til en særlig refleksion af iris eller regnbuehinden, så den synes blå), og dels er der mindst 16 forskellige gener, som spiller en rolle for øjenfarven. At samspillet mellem de forskellige udgaver af mange gener oven i købet er mere indviklet end bare at være et spørgsmål om dominans, gør det ikke nemmere.

Studiet af øjenfarver er faktisk et forskningsområde, hvor man stadig kan forvente store overraskelser. Hvis det virkelig var så enkelt, som det står i lærebøgerne, burde man f.eks. være i stand til at forudsige øjenfarven hos en forbryder, der har efterladt sig dna på gerningsstedet, men det kan man ikke helt.

I en undersøgelse fra 2009 identificerede en gruppe hollandske forskere et antal mutationer, som var knyttet til bestemte øjenfarver. Undersøgelsen omfattede mere end 6000 personer, og man sammenholdt simpelthen deres øjenfarve med eventuelle mutationer i otte gener i deres arvemasse. Men selv ved en så detaljeret analyse var det ikke muligt at ramme 100% rigtigt. Jo flere mutationer, man kunne finde i en blodprøve, jo bedre var resultatet, men forskernes gæt ramte kun rigtigt cirka 9 gange ud af 10. Der er altså - som oftest - ingen grund til at mistænke sin partner, hvis ens børn ikke lige har den øjenfarve, man lærte om i skolen og gymnasiet.

Men hvorfor så to forskellige øjenfarver, såkaldt heterokromi? Det er - jeg er næsten ked af at sige det - igen et spørgsmål uden noget simpelt svar, men sådan er det ofte i biologien. Som om nedarvningen af øjensygdomme ikke var kompliceret nok i forvejen, så viser det sig, at der findes flere former for arvelig heterokromi, og en del skyldes særlige sygdomme, hvor de to øjne udvikles forskelligt, eller hvor det ene øje fx mister sin pigmentering hurtigere end det andet.

Man kan også udvikle heterokromi i forbindelse med andre ikke-arvelige sygdomme og ved fysiske skader. Eller det kan skyldes forhold under fosterudviklingen. De særlige farvekorn, melanocytterne, er ikke indbygget i øjets regnbuehinde fra starten, men skal transporteres hen til den. Hvis de af en eller anden grund har svært ved at nå frem til det ene af de øjne, som er under udvikling, og der kun kommer et mindre antal frem, så vil øjet blive grønt. Hvis slet ingen når frem, bliver det blåt.

Nogle gange dannes et foster af to befrugtede æg, der smelter sammen, en såkaldt kimære, og så kan det ske, at de to øjne er dannet ud fra forskellige genudgaver. Det sker også, at der opstår en mutation i et gen under fosterets vækst. En mutation som kun findes i nogle af den voksne krops celler, en såkaldt genetisk mosaik, og det kan lige så vel ske i generne for øjenfarve som i alle de 25.000 andre gener, vi render rundt med. Og det stopper ikke her: Der er mange eksempler på, at selv det enkelte øjes regnbuehinde er en mosaik af farver, så den nogle steder er f.eks. blå og andre steder brun.

Nu tror jeg, vi må stoppe, men jeg håber, at det fremgår, at der kan være mange gode grunde til, at man har to forskellige øjenfarver.