Hvorfor er det en fordel for et pungdyr at føde en lillebitte unge, som ligger i morens pung i vildt lang tid?

spørger Laura Lauring, 5.a, Karlslunde Skole

Jeg er elev i en 5. klasse, og jeg er ved at lave en opgave om kænguruer. Jeg har ledt alle mulige steder for at finde en forklaring på, hvorfor det er en fordel for et pungdyr at føde en lille bitte unge, som så ligger i morens pung i vildt lang tid. Er dette en fordel frem for, at ungen ligger i morens mave, som de andre pattedyr gør? Jeg håber I måske kan hjælpe mig. På forhånd tak.

Det er nok ikke sådan, at der er en eller anden særlig fordel, der gør at den ene måde at føde og opfostre sine unger på er den anden overlegen. I nogle tilfælde er det sikkert smart at gøre som pungdyrene, i andre tilfælde er det smart at ungen først vokser sig stor i hunnens livmoder, før den fødes, sådan som det sker hos den gruppe af pattedyr, vi selv tilhører, og som man med et fint ord kalder de placentale pattedyr (placenta betyder moderkage, som er den struktur, der sikrer, at fosteret kan få næring fra moderen).

Hos pungdyrene fødes ungen kort efter undfangelsen, ofte efter blot 4-5 uger, og er meget lille i forhold til det voksne dyr. Hos det mindste pungdyr, der er halvt så stor som en mus, vejer den nyfødte unge bare 5 tusindedele af et gram, og selv hos den røde kæmpekænguru på op til 90 kg vejer ungen under 1 gram. Til gengæld skal hunnen passe ungerne i lang tid, mens de dier i hendes pung.

Man ser ofte, at hunner vælger mellem deres afkom, og man ved, at pungdyr kan vælge at smide et helt kuld ud, hvis der f.eks. er mangel på føde. Set fra hunnens synspunkt er det ret smart, da hun alligevel ikke ville have mad nok til ungerne, og både hun selv og ungerne ville måske dø, hvis hun ikke tog beslutningen. Og så længe de stadig er små, har hun ikke spildt særlig mange resurser på ungerne. Noget lignende kendes også fra placentale pattedyr, men her er det måske forbundet en lidt større risiko, da det svarer til en slags abort.

Man ser endda, at pungdyrhunner tjekker deres kuld for antallet af sønner og døtre og smider nogle af de uønskede ud. Hos en art pungdyr af slægten Antechinus kan man se, at gamle hunner næsten aldrig lader sønnerne blive i pungen, i stedet satser de på døtre. Det kan f.eks. være smart, hvis hun ikke er i stand til at give næring nok til at få store og stærke sønner, der bedre kan klare sig over for andre hanner. Meget tyder på, at mange af nutidens pungdyr føder unger, der er meget mindre end hos deres forfædre, og det kunne tyde på, at det har spillet en vigtig rolle for deres evolution, at hunnerne ikke skulle investere for meget i ungerne. Det lyder barsk, men det er nu en gang en af de måder, dyr forsøger at sikre de kommende generationer på.

Men på den anden side giver pungdyrenes måde at formere sig på også nogle ulemper. Pungdyr kan være små som spidsmus, og i fortiden fandtes der arter, der var på størrelse med næsehorn. To arter af pungdyr ligner mest af alt muldvarper og lever nedgravet i sand, andre minder om placentale rovdyr vi kender fra andre dele af kloden, f.eks. den uddøde pungulv, og i fortiden fandtes også arter, der lignede løver og sabelkatte. Nogle pungdyr har udviklet sig til dyr med helt unikke bygningstræk, f.eks. kænguruerne med deres lange springben. Pungdyr kan se ud på mange måder, men de er slet ikke så forskelligartede som de placentale pattedyr, måden de føder sine unger på, sætter visse grænser for opfindsomheden.

Den lille unge skal ofte selv kravle fra fødselsåbningen til dievorten, og den må derfor have et par veludviklede forlemmer. Efter som forlemmerne udvikles på et tidligt tidspunkt, er det ikke sandsynligt, at de senere kan ændres meget i deres opbygning, så de f.eks. kunne blive til vinger som hos flagermus eller luffer som hos hvaler, og man kender da heller ikke til pungdyr, der kan flyve som flagermus (der er dog nogle arter, som svæve vha. deres hudfolder).

Og selv om de skulle kunne danne en luffe, så er livet under vand en stor udfordring for et dyr, der som lille skal bo i en pung. Hvordan skulle den f.eks. kunne trække vejret? En delfinunge fødes fiks og færdig, klar til at svømme omkring, og fik indtil fødslen al sin ilt fra moderkagen. Så pungdyrene har nok nogle snedige løsninger til nogle af de problemer, livet stiller, men de har ikke alle de muligheder, som vores egen gruppe, de placentale pattedyr, har haft.