Det frygtløse dyr
Spørger, Thomas Loshak, København Ø
Jeg har lige læst om honninggrævlingen. Det er vildt, at den kan angribe slanger og krokodiller. Men hvordan dræber den de store dyr som giftslanger og krokodiller, og hvordan forsvarer den sig?
Honninggrævlingen er tilfældigvis et af mine yndlingsdyr, så jeg er meget glad for dit spørgsmål, som gav mig muligheden for at læse lidt mere om det seje kræ. Jeg har ikke kunnet tjekke det med mine egne øjne, men efter sigende skulle den være blevet udnævnt til verdens mest frygtløse dyr i Guinness Book of Records. Den titel er selvfølgelig ikke noget, man kan måle og veje sig frem til, og der er mange kandidater til titlen, men honninggrævlingen er både stærk og hårdfør, og så angriber den uden at tøve, hvis den bliver truet.
Honninggrævlingen tilhører en anden slægt end vores egen grævling, men begge tilhører mårfamilien. Den er udbredt over det meste af Afrika, Arabien og over fx Irak og Iran til Indien. Den vejer typisk mellem 8 og 14 kg - hannerne er størst - og måler omkring 1 meter, inklusiv en 20 cm pjusket hale. Den har lysegrå pels på oversiden af hovedet og halsen og på ryggen, resten af kroppen er sort. Både øjne og ører er ganske små. Den holder meget af honning, heraf dens navn, og er ikke bange for at splitte et bo fyldt med aggressive bier ad.
Den er godt beskyttet af sin hud, der er særlig tyk omkring halsen, hvor den måler op mod 6 mm. Huden sidder meget løst på dyret, og griber man en honninggrævling i nakken eller i huden på ryggen - eller hvis en løve bider den - kan dyret så at sige dreje sig rundt inde i huden og kaste sig over fredsforstyrreren.
Jeg har fundet en del film og billeder med honninggrævlinger, som angriber og dræber store byttedyr. Slanger kan den aflive ved at knuse nakken og hovedet, og selv en varan, der var lige så stor som dyret selv, fik tygget kraniet til mos i de stærke kæber. Honninggrævlingen har som andre rovdyr hjørnetænder at gribe fat med, men de er usædvanlig korte. Dens kindtænder er formet som knusetænder, hos andre rovdyr er de ofte udformet som skæretænder, og de bliver slidt ned med alderen. Der ligger stærke kræfter i kæben, en honninggrævling kan knuse skjoldet på en skildpadde.
Honninggrævlinger udgør ikke nogen fare for mennesker, men de kan godt være lidt besværlige. Jeg fandt en artikel om hærgende honninggrævlinger omkring en lejrplads i Kruger National Park. Her var man nødt til at beklæde køleskabe og låger med metalplader og sætte metalnet for vinduerne, ellers gnavede og gravede de sig bare ind til varerne. Nogle gæster havde en gang glemt lidt mad i en aflåst land rover, og en honninggrævling bøjede simpelthen vinduesrammen på en af fordørene, så den kunne klemme sig ind til godterne.
Man har set en honninggrævling jage løver væk fra deres bytte, og ikke mindst en hun, der kravlede op i et træ for at angribe den leopard, der havde taget dens unge. Men den er ikke uovervindelig. Studier af vildtlevende dyr i Kgalagadi-reservatet på grænsen mellem Sydafrika og Botswana har fx vist, at leoparder og løver undertiden dræber og æder honninggrævlinger. De bliver også dræbt af mennesker. Nogle gange sælges de som bush meat, dvs. kød hentet i bushen, men de smager ikke særlig godt.
Den har en god appetit, man har set en enkelt grævling nedlægge og æde i alt tre meter slanger i løbet af tre dage. I et enkelt tilfælde dræbte en grævling en pyton på tre meter, som fik hovedet revet af, og de kan finde på at angribe krokodiller, der er større end dem selv. Men det meste bytte består af mindre dyr, gnavere og krybdyr, som graves frem med de næsten fire cm lange kløer på forbenene.
Jeg vil tro, at dens løse og seje hud beskytter den mod bid. Rovdyrtænder har svært ved at trænge igennem den løse hud, som let glider af på biddet. Men giftslanger har særlig tynde og spidse tænder, og en gang imellem går det galt. Man har set en honninggrævling, der blev bidt i hovedet af en puffadder, den slange, der dræber flest mennesker i Afrika. Efter at have bidt hovedet af slangen, faldt honninggrævlingen om og tog sig en lur. Et par timer senere vågnede den op igen og spiste resten af slangen.
Den kan også overleve bid af kobraslanger, og det tyder på, at den har et meget bredt forsvar mod slangegift. Giften fra en puffadder er helt anderledes end giften fra en kobra, og i alt indeholder de to former for slangegift mange forskellige farlige molekyler. Om den har stoffer i blodet, som angriber og neutraliserer slangegift (det kender man fx fra pungrotter), eller om den har nogle særlige mutationer, så den ikke er modtagelig for nervegift (det kender man fx fra manguster), det aner man ikke, og jeg vil tro, at en honninggrævling nok er temmelig besværligt forsøgsdyr.