Spor efter fortidens bunddyr

I midten af dit foto ligger tre større sten side om side, men det er den langstrakte sten lige til højre for og de to mindre lige under og lidt til venstre for de tre sten, vi taler om. Især den til højre har en sær, blålig farve noget i retning af mat glas.

Der er ikke noget at sige til, at du synes, det ligner flint, for det er præcis, hvad det er. Det er ikke fossiler af koraller, men det er faktisk spor af fortidens dyreliv på bunden af havet, og farven skyldes et højt indhold af kalk. Man har længe funderet over, hvordan flint dannes, og det er ikke sikkert, man har hele forklaringen endnu, men langt det meste af den flint, vi finder her til lands, er dannet af kisel fra døde havsvampe.

Havsvampene har levet på bunden af fortidshavet, hvor de har siddet og filtreret deres næring fra havvandet. Med tiden er de blevet dækket af kalk, som er dalet ned på havbunden som et uhyre fint snevejr. Langt det meste af kalken stammer fra en bestemt slags encellede alger, som er dækket at et ydre panser af kalkplader, man kalder kokkolitter. Pladerne måler ikke mere end nogle få tusindedele af en millimeter på tværs, men der er enorme mængder af dem i det kridt, man finder i den danske undergrund.

Et stykke nede i det tykke kalklag, er der ingen ilt tilbage, den er blevet opbrugt af de levende organismer, der lever i overfladen af havbunden. Når der ikke er ilt til stede, dannes der ammoniak ud fra det begravede organiske stof, fx fra de døde celler i havsvampen og de utallige døde alger. Ammoniakken gør vandet i kalkbunden basisk, dvs. at pH stiger. Når det sker, begynder kisel at gå i opløsning, og havsvampenes fine kiselnåle bliver nedbrudt til sine mindste bestanddele og opløst i vandet.

Kiselvandet, som man undertiden kalder vandglas, siver opad gennem havbunden, og på et tidspunkt når det op de allerøverste lag, hvor der igen er ilt tilstede. Når de levende organismer forbrænder ilten - som når vi trækker vejret - dannes der CO2, og vandet bliver i stedet surt, dvs. at pH falder. Når det sker, er det i stedet kalken, der bliver opløst i vandet, mens kisel udfældes og danner flint.

Hvilken form, flinten har, afgøres af de hulrum, som findes i kalkbunden. Nogle gange er det helt tilfældige hulrum, som fyldes, det kan man bl.a. se i kalkklinter, hvor der kan ligge tætte lag af flintesten med meget forskellige former. Andre gange dannes flinten i hulrum lavet af dyr. Det kan fx være hulrum, som er opstået, når et søpindsvin er blevet begravet af kalk og rådnet væk. Sådan er langt de fleste forstenede søpindsvin, man finder langs de danske kyster, blevet dannet.

Andre gange er det ikke dyrene selv, vi finder spor af men deres ... spor. De aflange flintesten, I har fundet, er fx temmelig sikkert dannet i gange gravet af nogle fortidige krebsdyr, men man kan også finde flint, der er udfældet i ormegange. Så på en måde er det spor efter fortidens bunddyr, I har fundet på stranden ved Løgstør, det er bare ikke rester af koraller, men aftryk af krebsegange, der er blevet fyldt op af et stof, som oprindelig sad i havsvampe. Og kræene levede for måske 70 millioner år siden.

Flintens farve afgøres for en stor del af de stoffer, der er opløst i det vand, hvor flinten dannedes. Fx giver et højt jernindhold ofte rødlige flintesten. Den blålige, mælkede farve på den en af jeres sten, skyldes sikkert kalk.

Flint er en hård stenart, opbygget af utallige, bittesmå krystaller, og er meget holdbar. Flint bliver heller ikke så let omformet ved de høje temperaturer og tryk nede i jordlagene, og derfor kan man være heldig at finde meget velbevarede fossiler i flint. Man kender fx flint-fossiler af bakterie-lignende livsformer, som er mere end 3 milliarder år gamle.

Nær byen Rhynie i det nordøstlige Skotland, har man fundet nogle særlig velbevarede fossiler i flint. Fossilerne er så fine, at man kan skære dem i tynde skiver og studere dem i mindste detalje. Man kan fx se cellevæggene i planteceller, og de læbeceller som planterne henter CO2 fra luften med. Hos en lille art spindler (den dyre gruppe, der omfatter edderkopperne) har man kunnet studere, hvordan dens åndedrætsorganer - boglungerne - er opbygget.

Man kan endda se, hvordan nedbrydende svampe har sendt tynde tråde (hyfer) ind i dødt plantemateriale, ganske som de sker på enhver skovbund i dag. Men der er altså tale om et kig ind i et økosystem, der er mere end 400 millioner år gammelt.