Klippegrævling i familie med elefanten, hvordan kan det være?

Spørger Leo Cessy, Filtenborg

Jeg var i Nambia i sommers og så dette dyr (foto). I vores guidebog stod der, at den var i familie med elefanten. Hvordan kan det være?

Det er klippegrævlinger, du har taget et billede af, mere præcist arten med det videnskabelige navn Procavia capensis, og din bog taler sandt, en af deres nærmeste slægtninge er elefanten. Og for at det ikke skal være løgn, så kan man i den nære familie finde dyr som søkøerne og dugongen, dyr med luffer og flade svømmehaler, der lever i have og floder. Klippegrævlingen er på størrelse med en lille hund, en elefant kan veje mange ton, så jeg forstår godt, at du vil have en forklaring.

Man skal ikke forestille sig, at en elefant på en eller anden måde er blevet til en klippegrævling eller omvendt, familiebåndene har en helt anden historie. En gang i fortiden, måske for 40 millioner år siden, har der levet en fælles stamform for nutidens elefanter, søkøer, dugong og klippegrævlinger, et dyr som nok mest har lignet en forvokset og mere primitiv udgave af en klippegrævling.

På et tidspunkt er nogle efterkommere begyndt at leve ved lavvandede områder. Nogle af disse er siden gået på land igen og har givet ophav til arter som mammutter, mastodonter og elefanter. Andre blev i det våde element og er forfædrene til for eksempel Stellers søko, som blev udryddet sidst i 1700-tallet, og nutidens søkøer og dugongen.

Atter andre udviklingslinjer blev sandsynligvis på land, hvor nogle af dem blev pænt store dyr, en af dem udviklede sig til et flodhestelignende dyr på størrelse med en lille pony. Andre blev meget mindre end deres forfædre og begyndte at klatre i træer og på klipper, og det er denne udviklingslinje, der førte til nutidens fire arter af klippegrævlinger.

Hvis man tegner et stamtræ for alle pattedyr, er der en af grenene, som deler sig i tre mindre grene. Den ene fører til klippegrævlingerne, den anden til elefanterne og den sidste til søkøer og dugong. Hvordan det helt præcis skal tegnes, og i hvilken rækkefølge forgreningerne voksede frem, det ved man ikke. Man kan ikke med sikkerhed afgøre, om det er elefanternes eller søkøernes gren, der ligger tættest på klippegrævlingernes gren, men til sammen udgør de en helt speciel sidegren på pattedyrenes stamtræ.

Der er mange små spor, der peger på, at dette må være den sande historie. Hvis man kigger nærmere på de forskellige arters dna (deres arvemasse), er der større ligheder mellem dna fra elefant og klippegrævling end mellem klippegrævling og for eksempel mus. Den slags sammenligninger laver forskerne hele tiden, og når man har kigget på tilstrækkeligt mange arter, dukker det store stamtræ frem.

Men der er også mere synlige ligheder, blandt andet i skelettets bygning. Måske lagde du mærke til, at den har nogle lange tænder i overmunden. Man kunne tro, at det var hjørnetænder, men sådan nogle har den slet ikke. Det er i stedet fortænderne, som bliver særligt lange og spidse og vokser hele livet. Det er nærmest en slags små stødtænder, som man også finder hos elefanter og dugong (men ikke søkøer).

Klippegrævlinger har desuden negle på tæerne lige som elefanterne, og hos hannerne sidder testiklerne inde i kroppen og ikke i en ydre pung, præcis som hos alle deres nære slægtninge. Og så har det lille dyr en imponerende lang graviditet på op til otte måneder, meget længere end de fleste pattedyr af samme størrelse, men næsten i samme liga som søkøerne.