Morgenkor af fuglestemmer

Spørger E. Povlsen, Ullerslev

I disse lyse nætter vågner jeg tit ved firetiden om morgenen ved en vældig masse fuglestemmer. Når jeg vågner igen ved sekstiden er der ingen fuglesang og heller ikke flere timer frem. Er der nogen forklaring på dette?

Der er måske nogle, som ikke er klar over, at sangfuglene er særligt aktive lige før og omkring solopgang, det er vel efterhånden de færreste, der står så tidligt op. Men tager man sig sammen og stiller vækkeuret til en times tid før solopgang, vil man i foråret og sommeren opleve et imponerende morgenkor af fuglestemmer i tusmørket. Det sker også, at fuglene synger omkring solnedgang, men slet ikke med samme intensitet.

De fleste morgener er relativt stille med ringe vind og trafiklarm, så man virkelig kan nyde mylderet af stemme, der nogle steder næsten kan virke overvældende. Selv arter som munk og solsort, som man kan høre hele dagen i villahaverne, er særligt aktive ved morgengry, og jeg har bekendte, som synes det kan være svært at sove med åbne vinduer pga. af larmen fra fuglene.

Man ved ikke med sikkerhed, hvorfor morgenkoret er så intenst, men man har en række forskellige ideer om, hvad baggrunden kan være, og når det kommer til stykket, er der sikkert flere gode grunde. Man kunne måske synes, at det måtte være en ulempe, at alle synger i næbbet på hinanden. Hos sangfugle uden for troperne er det i langt de fleste tilfælde kun hannen, der synger for blandt andet at hævde sit territorium og tiltrække sig en mage. Når han gør det samtidig med alle andre hanner, kunne man forestille sig, at han let forsvandt i mængden.

Der må altså være nogle gode grunde til fællessangen. Nogle af forklaringerne kigger så at sige ind i fuglene. Måske kan de simpelthen ikke lade være, når himlen lysner ved tusmørke og solopgang, måske udløser lyset det hanlige kønshormon testosteron, der sætter gang i sangen. Det har dog været svært at underbygge gennem undersøgelser, der har vist en mindre klar sammenhæng mellem hormonniveauet og morgensang.

Mange af vores sangfugle er trækgæster, og de fleste flyver mod ynglestederne om natten og raster om dagen. Ved at synge tidligt om morgenen kan hannen dels tiltrække de nyankomne hunner, dels afskrække de nyankomne hanner fra at slå sig ned i nærheden. Ventede han til aftenen, var hunnerne måske allerede optaget og rivalerne veletablerede. Det forklarer så bare ikke, hvorfor han bliver ved med at synge om morgenen til langt hen på sommeren, hvor han for længst har fundet både mage og territorium. Nogle arter, fx mange amerikanske sangere, er endda mest aktive sent på sæsonen, ikke i begyndelsen hvor nye fugle kommer til hver nat.

Måske er hannernes sang med til at stimulere og synkronisere hunnernes ynglecyklus med dagslængden, og hos musvitter ser man ofte, at hannen holder op med morgensangen, når æggene klækker. Det er også blevet foreslået, at morgensangen skal vise, at hannerne er i så god form, at de kan tillade sig at bruge tiden på at synge på slunken mave frem for at søge føde efter en lang nat. Andre forklaringer går på, at rovdyrene er mindre aktive om morgenen, og hannerne derfor bedre kan tillade sig at gøre opmærksom på sig selv. Og så er forholdene om morgenen som sagt ganske gode for sang, det er ofte vindstille, der er ikke så meget larm, og luftfugtigheden er høj. På den måde bærer sangen meget længere, nogle gange op mod 20 gange så langt, som midt på dagen.

Dette er blot et udpluk af forklaringer, der er blevet givet af forskellige forskere gennem tiderne. De forskellige studier peger i lidt forskellige retninger, og som sagt er der nok ikke en enkelt forklaring på morgenkoret.

Men der er andre pudsige mønstre. Det har for eksempel vist sig, at de arter, der typisk begynder tidligst om morgenen, blandt andet rødstjert og rødhals, har relativt større øjne end de arter, der synger lidt senere som for eksempel bogfinke og musvit. De er måske mere følsomme for lyset og reagerer tidligere i skumringen. Det har også vist sig, at nogle arter fremrykker sangen i byer, hvor der er særlig meget støj tidligt om morgenen, det har man for eksempel set hos ensfarvet stær og gråspurv i den spanske by Sevilla.