Næbdyrets sjette sans

Spørgere, Katrine og Silja, 13. år, Kalundborg

Hvorfor har et næbdyr næb, og hvad bruger det næbet til?

Næbdyr er helt afhængige af deres næb. Uden næbbet ville de ikke være i stand til at jage, da de hverken ser eller hører særlig godt, når de dykker.

Næbdyr kommer i mange størrelser, fra under 1 kg til cirka 2,5 kg, men de er typisk 40-50 cm lange. Pelsen er meget tæt og kort, næsten lige som en muldvarps, og vandtæt som en havodders. Den har svømmehud mellem tæerne, på engelsk og nogle gange også på dansk bliver kaldes dyret platypus, hvilket betyder flad fod og var det første videnskabelige navn, det fik. På de bageste fødderne har hannerne to sporer, som indeholder en gift, der temmelig smertefuld for mennesker, og man er ikke helt klar over, hvad de er godt for. 

Men det mest mærkværdige er dyrets næb, som unægtelig ligner et andenæb. Dets nutidige videnskabelige navn er da også Ornithorhynchus anatinus, der betyder så noget som 'dyret med det andelignende fuglenæb'. Men næbbet er ikke hårdt som hos en and. I virkeligheden er det kæberne, som er flade og skeformede, der er dækket af tyk, men samtidig ret blød, læderagtig hud.

Næbdyr holder til ved vandløb og floder, hvor de bruger store dele af dagen på at svømmer rundt og jage. Når det dykker ned, lukker det øjne og ører, som ligger i den samme hudfold, og under vand kan et næbdyr næsten ikke høre og se. Men det er god til at fange smådyr som fx krebsdyr, og i begyndelsen af 1900-tallet talte næbdyrsforskere om, at der måtte være tale om en slags sjette sans.

I 1980'erne gik det op for forskerne, at denne sjette sans sidder i dyrets næb. Den kan nemlig føle ganske svage elektriske strømme. Det læderagtige næb er dækket af 60.000 små bitte trykfølsomme sanseorganer. De registrerer, når noget rører ved næbbet som en slags følesans, eller strømninger i vandet som en slags tryksans. Men der er også 40.000 meget besynderlige sanseorganer, der er følsomme for elektriske strømme, og de ligger samlet i baner hen langs næbbets over- og underside.

Forsøg har vist, at et næbdyr kan opfange selv meget svage elektriske strømme, og på den måde kan det finde byttedyr, der ligger gemt i mudder og under blade. Alle levende organismer, især dem med muskler, afgiver svage elektriske strømme, og de er særlig lette at opfange i vand. Når næbdyret er på jagt, kan man se hvordan det drejer hovedet fra side til side. Ikke for at kigge, men for at afsøge bunden for elektriske signaler.

Nogle forskere mener endda, at næbdyrets tætte pels ikke bare holder dyret varmt i det kolde vand. Måske er pelsen særlig tæt, så den kan isolere dyrets egne elektriske felter, så de ikke forvirrer det under jagten, nærmest lige som man isolerer husenes el-ledninger med gummi og plastik, så man ikke får stød.

Næbdyret er - som man nok kan høre - et meget mærkværdigt dyr. Faktisk så mærkværdigt, at europæiske videnskabsmænd, der fik de første skind af næbdyr tilsendt for lidt mere end 200 år siden, troede, at der var tale om et fupnummer. En af forskerne mente, at næbbet måtte være syet på et skind fra et pattedyr, men han kunne bare ikke finde stingene, og han kom faktisk til at klippe det ældste skind i Londons Naturhistorisk Museums samlinger lidt i stykker, da han undersøgte sagen nærmere.

Man vidste, at hunnen havde nogle kirtler, der udskilte en slags mælk, lige som alle andre pattedyr, men man havde svært ved at tro på historierne om, at det lagde æg. Det blev først endegyldigt bevist i 1884, omkring 100 år efter det blev set første gang af en opdagelsesrejsende. 

Næbdyret lever i det østlige Australien. Man har fundet rester af en fjern slægtning, der var cirka dobbelt så stor som nutidens næbdyr og levede i det, der i dag er Argentina for cirka 60 millioner år siden. Næbdyrets nærmeste nulevende slægtninge er de fire arter af myrepindsvin, som lever i Australien og på New Guinea. Myrepindsvin har også sanseceller, der er følsomme for elektriske strømme yderst på snuden, bare ikke nær så mange som på næbdyrets næb. Myrepindsvin bruger sikkert deres elektriske sans, når de roder efter orme og andre smådyr i fugtig skovbund.