Vombattens krop

Spørger Thomas Nyholm Hartlev

Jeg har Natur og Teknik i 4. klasse og undrer mig meget over, hvordan en vombat er opbygget? Kan det passe at dens numse er verdens hårdeste?

Et herligt spørgsmål, som jeg også stillede mig selv for mange år siden, da jeg besøgte Sydneys zoologiske have. Her havde man en kælevombat, der lignede en lille, ulden bjørn. Det var umuligt at holde fingrene fra den, men jeg fik mig noget af en overraskelse, da jeg klappede den på hoften. Den var slet ikke blød og bamset, men hård som træ - det føltes faktisk lidt som at klappe en bordplade. Det viser sig, at der en gode grunde til at dens bagdel er en af dyreverdens hårdeste, men lad os begynde med at se nærmere på hele dyret.

Der er tre arter af vombatter, og de lever alle i Australien. De er op til 1 meter lange, har korte, stærke ben og lever i store underjordiske gange, som de selv graver. De vejer op til 40 kg og er det største pattedyr, der lever det meste af tiden under jorden. Som sagt kan de ligne små bjørne, men kigger man nærmere efter minder de nok mere om en mellemting mellem en tyk grævling og et enormt murmeldyr.

De har nogle meget store fortænder, nærmest som tænderne hos bæver og murmeldyr, og de lever af at græsse og gnave i buske rødder og bark. De kommer som regel kun frem om natten, men de er lette at opdage, da de efterlader sig tydelige spor, blandt andet er deres afføring besynderligt terningeformede.

Vombatter er pungdyr. Ungen vejer bare to gram og må selv kravle op til moderens pung, hvor den suger sig fast på en dievorte, og den bliver i pungen i omkring et halvt år, indtil den vejer 3-6 kg. Hos vombatter peger pungens åbning bagud, så ungen skal ikke kravle særlig langt. Hos kænguruer peger pungens åbning fremad, og her må moderen hjælpe den lille unge lidt på vej på den klange kravletur fra fødselsåbningen til dievorten.

Vombattens bagudvendte pungåbning gør ikke bare turen kortere for ungen, det betyder også, at pungen ikke så let bliver fyldt med jord, når hunnen graver sine underjordiske gange med de stærke forlemmer. Og så er vombatter ret kortbenede, og hvis ikke pungen vendte bagud, ville den måske blive fyldt med skidt og snavs, når de vandrer rundt for at lede efter mad om natten. Man finder bagudvendte punge hos andre pungdyr, blandt andet hos pungmuldvarpen og den sydamerikanske pungodder, som kan snøre åbningen tæt sammen, når den dykker ned i floder og søer på jagt efter fisk og krebsdyr.

Men tilbage til vombattens bagdel. Set fra siden skråner ryggen nedad mod halen, som er ganske lille og helt dækket af pels, og dens bagende er nærmest kileformet. Det gør det nok lettere at bakke ud af de snævre gange. Huden på dens bagparti er meget tyk og fyldt med stærkt bindevæv, og det er derfor den føles hård som træ. Hvis de bliver angrebet af et rovdyr, kan de forsvare sig med de stærke og skarpe fortænder, men de foretrækker at løbe ned i den underjordiske hule.

Gangen passer fint til vombattens krop, og den sidder som en prop i en flaske med den benhårde bagdel mod den uvelkomne gæst. Bagdelen er så hård, at rovdyret, for eksempel en dingo, ikke kan få fat med tænder og klør, og mens den alligevel forsøger, sparker vombatten bagud med begge bagben, nærmest som en hidsig hest. Særligt ihærdige rovdyr vil måske forsøge at kile sig forbi vombatten inde i gangen, men det skal de ikke gøre. Når angriberen er nået op på lænden (over numsen), løfter vombatten kroppen med de uhyre stærke ben og maser sin modstander mod gangens loft med stor og knogleknusende kraft. Verdens hårdeste dyrenumse, hvis den altså er det, jeg har ikke klappet så mange endnu, er altså en slags skjold, der skal beskytte vombatten mod sine fjender.

Vombatternes nærmeste nulevende slægtning er koalaen, som nogle synes minder om en lille vombat, der er kravlet op i et træ. For bare 50.000 år siden, efter de første mennesker var indvandret til Australien, kunne man støde  på nogle anderledes velvoksne slægtninge. Arten Diprotodon optatum havde en lille snabel, og hannerne var på størrelse med en flodhest og vejede op mod 3 ton. Den har helt sikkert ikke levet i underjordiske gange.

Den havde gnaveragtige fortænder, de var bare meget større end vombattens, og kindtænderne var på størrelse med en knyttet næve. Diprotodon levede sandsynligvis i små flokke, og man finder undertiden skeletter fra mange dyr i de samme udgravninger. Ved nogle skeletter af hunner finder man de meget mindre skeletter af unger liggende det sted, man ville forvente at finde pungen på en vombat af samme størrelse.