Menneskets hud og hår

Spørger T.H., Bagsværd

Hvorfor er mennesker nøgne? Gorillaer og chimpanser har jo en tyk pels.

Alle pattedyr er behårede, det er et af kendetegnene for gruppen. Selv hvaler har hår, men der kan være langt imellem dem. Vi er mennesker er heller ikke nøgne. Kigger man nærmere efter, vil man opdage, at kroppen er tæt besat med små, fine hår, de såkaldte vellus-hår, som dækker det meste af huden, bortset fra bagsiden af ørerne, læberne, håndfladerne, fodsålerne og et par andre steder. Forskellen på os og chimpanserne er altså ikke, at vi er nøgne, og de er pelsede, men at vi har en anden slags "pels".

Men det er rigtigt, at vi kan se næsten nøgne ud, og udtrykket "den nøgne abe" er da også blevet brugt om vores egen art. De få lange eller kraftige hår, vi trods alt har tilbage, sidder nu på hovedet, under armene og omkring kønsdelene. Nogle af os har også skæg og hår på bryst og undertiden endda på skuldre og ryg. 

Der er fremsat en række teorier om vores hårtab, der skal forklare, hvilken fordele det var, som styrede evolutionen mod den "nøgne" menneskekrop. Den måske mest populære går ud på, at det er en fordel ikke at have lang pels, hvis man skal kunne køle kroppen ned, for eksempel når man løber.

Menneskekroppen er bygget på en måde - med lange ben og opret gang - så vi kan bevæge os langt omkring i løb og gang uden at bruge alt for store mængder energi. Men når vi bevæger os, danner musklerne en stor mængde overskudsvarme, som vi skal af med. Det gør vi ved at svede. Andre aber, også menneskeaber, kan også svede, men her fanges sveddråberne i pelsen. Hos os får de lov til at fordampe direkte fra overfladen af huden, og det er en langt mere effektiv måde at køle kroppen ned på. Vi er gode langdistanceløbere, selv sammenlignet med dyr som heste, fordi vi kan svede op til 12 liter om dagen og dermed undgå hedeslag.

Men den nøgne hud er omvendt også mere modtagelig for varme fra sollys, og her ville en pels virke som et beskyttende lag på samme måde som beduinens dragt. Til gengæld står vi op og vender kun en lille del af kroppen mod Solen (i hvert fald så længe vores forfædre stadig levede i Afrika), og hovedhåret er et effektivt solfilter. I de kolde nætter afgiver den nøgne menneskekrop omvendt langt mere varme end den pelsede chimpansekrop. Derfor er der nogle, der mener, at vi først kunne miste pelsen, da vi havde lært at tæmme ilden og holde gang i bålet om natten.

Man har forsøgt at tidsfæste menneskets tab af pels. Det har man gjort ved at kigge på de mutationer, der er opstået i et gen, der er med til at gøre huden mørkere. Ideen er den, at vores forfædre må have udviklet mørk hud som beskyttelse mod den farlige ultraviolette stråling fra Solen, da de mistede pelsen. Forskerne har regnet sig frem til, at det så må være sket for mindst 1,2 millioner år siden. Det passer relativt godt med, at vores løber-anatomi var på plads for cirka 1,8 millioner år siden, og samtidig har man for nylig fundet rester af de ældste lejrbål i en hule i Sydafrika, og de var 1 million år gamle.

Der er også andre teorier på banen, og det er langt fra et emne, forskerne er færdige med at skændes om. Blandt de mere fantasifulde kan man nævne, at nogle mener, vi tabte pelsen, da vi begyndte at æde ådsler på den afrikanske savanne. En tæt pels ville hurtigt blive ulækker og fyldt med bakterier, og det ville være en fordel at have nøgen hud, der var lettere at holde ren. Det kender man fra gribbe, der ikke har fjer på hals og hoved. Og der er endda mindst en forsker, der har foreslået, at pelsen var i vejen, da man begyndte at sidde rundt om lejrbålet. Gløder ville let få fat og blive opdaget sent, mens man hurtigt ville reagere, når de landede på nøgen hud.

Andre forskere har foreslået, at det var på grund af parasitter som lus, lopper og væggelus, at vi mistede den lange pels. Da vi begyndte at leve i små flokke, som holdt til på bopladser og i huler, blev parasitter et langt større problem, end da vi frit vandrede fra sted til sted under vores søgen efter mad, og ofte fandt nye sovepladser. Det tætte og langvarige samliv med slægtninge og venner gav parasitterne gode betingelser, og de kunne let sprede sig fra person til person. Den lange tætte pels gav dem gemmesteder og noget at holde fast i. Derfor var det en fordel at miste de lange kropshår og nøjes med vellus-hår.

Nogle forskere mener endda, at kroppens små fine vellus-hår spiller en vis rolle for vores samliv med parasitter. Man har ladet væggelus kravle rundt på forsøgspersoner, og det viste sig, at det tog længere tid at opdage dem med følesansen på glatbarberet hud. På normal, vellus-behåret hud følte man dyrene hurtigere, fordi de stødte ind i hårene. Hårene gjorde det også sværere for væggelusene at finde et godt sted at suge blod, hårene var simpelthen i vejen.